vart pleied sidde; han gemte sig ind i det inderste rum, sad og vented, stirred ud gennem kaféens værelser mod døren, som slog igen hvast for hver, som kom og gik, stirred paa de dvaske fingre, som skøv dominobrikker langs hvide marmor-bord. Gennem alle døre, mellem bukkende opvartere, gled den blaarakede løitnant med hunde og tætte pas som en cirkus-hest, Helene Hartung’s bror, frem og tilbage gennem alle værelser, skotted og ledte efter venner. Og derudenfor paa hjørnet, i blaffet fra det elektriske lys, gled blege ansigter forbi, saa ind med lørdags-nattens brændende øine — ansigterne bag de røde gardiner; og den aldrende Kristiania-statsraad stansed op av gammel vane i aften igen, stirred efter ansigterne, slikked sig geil om munden med den tykke tyre-tunge.
Taagen øged; duggen tætned paa den store rute, — til han ikke kendte folk længer i lysets blege bIaff; bare stille skyggen som strøg forbi paa ruten.
Han tænkte paa gamle Stenshoug; — — var kanske de andre mennesker slik som de skulde være! Nei én fik ta dem, som de var!
