Denne Sturlunga-saga mindes ensteds i det første avsnit – i den saakaldte Thorgils og Havlides saga – en lystig type paa en prest, som lægger kvad og fortæller. Det er saadan i begyndelsen av 12. aarh., og han het Ingimund; var en saare avholdt og agtet mand i sit herred – «hinn mesti gleðimaðr», som ved festlige sammenkomster var ivrig for at skaffe underholdning. – Der stod altsaa, som sagt, et bryllup paa Holar, og like i begyndelsen var der litt mislyd i laget paa grund av en av gjesternes holdning; men saa blir denne – nemlig Thord. – snakket til rette og beroliget: her er bare venner tilstede og ingen fiender, sier man; og han kommer igjen i godlun – jeg oversætter hvad videre sker: «Efter det kom bordene frem, og man sat trangt paa bænker og paa forsæter. Der var baade godt og rikelig med traktemente, og de knuslet ikke; skortet heller ikke paa god drik. Da sa Ingimund prest at Thorgils skulde udbringe mindeskaalerne (mæla fyrir minnum[1]). Men han undslog sig, og vendte sig til Thord, bad ham si, hvis mindesbæger her først skulde
- ↑ Fast skik at indlede drikkegilder med det. De var jo oprindelig en slags kultusakt – man ser af «minni»: til de hedengangnes ære.
