drikkes. Thord var de rigtig oprømt og sa til Ingimund prest at en av hans bedstevenner fik indlede gildet, – sa, han skulde nok hjælpe til hvor han kunde bidra til at fremme festen. De drak nu glade; og drikken gjorde dem fort lystige. Thord var ingen stor turebasse; han hadde litt vanskeligheter med fordøielsen, som ofte kan være tilfældet med den som daarlig helse har; for manden var da tilaars, og om han end fremdeles var en kraftig kar, saa bar han paa er litet svakt punkt indvortes og var av den grund ikke saa svært god i matveien: han hadde nemlig litt tungt for at spise slagt, fordi han blev opblaast av det, saa der gik ustanselig svære rap fra ham, og kom derved til at ha litt ond aande. Thord var en mand med uttryksfuldt ansigt, med vakre øine, som laa godt i hodet; han var helt skallet foran og tyndhaaret for den øvrige del; hadde det med at skotte op og smaahugg ustanselig med hodet. – De drak nu tæt og fik noget paa, allesammen; blev pratsomme. Og de maa skrike, naar de vil slænge stubber over til hverandre. Men der er litet bevaret i folkesnakket om deres kaate ord. Det fortælles dog at Ingimund prest lutet sig over til sin sidemand, som spurte:
