des som vi ser av den form, vi stundom har sagaen i. Jeg nævnte i en anden forbindelse en saga som Fóstbræðra, hvor man fornemmer det begyndende forfald: og i Finnboga er der f. eks. en nedskriver som sier «jeg» o. s. v. Men endnu faar ikke litteraturen magt akkurat i selve det konstruktive, hvor det nemlig gjælder at bygge op konflikt og handling; man føler bare merker av den i stemningen: Den litterære læsning gaar igjen som et fjernt og blekt overlys; indholdets iboende lyrik lever som gjenskin høit der oppe i luften, daler endnu ikke ned paa jorden, lægger sig endnu ikke paa menneskenes tunge. Jeg har saaledes før engang i nogen bemerkninger om ættesagaen pekt paa stemningen over Stiklestadslaget, hvor endog solformørkelsen fra Bibelens korsfæstelse er kommet med ind, muligens formidlet gjennem en misforstaaelse av Sighvat skald’s drapa (som prof. Seip i tilslutning til prof. von Friesen mener); jeg pekte ogsaa paa kvelden ovenpaa slaget og kongens fald … den stemning av haandfalden raadvildhet efter ugjerningen paa Golgata. Her nævner jeg nye træk, f. eks. kongsmorens flugt med sin søn, som i kongesagaen næsten er skablon: der tykkes det mig at vi har et svakt gjenskin av flugten til Ægypten. Eller Sigurd Jorsalsfarers
