maa sies; til den trænges al mundtlighetens apparat, som pause, stemmeskift, øiekastet, minen o. s. v. Kongespeilet trænger ingenting av dette. Ordrik, u-knap: og parataksen ganske forlatt – fremstillingen skrider som en rigtig god oversættelse fra latin eller fra et fremmed sprog, baaret avsted som paa langelige dynninger; der er underordning og overordning i sætningen, rikelig med konjunktioner og artikel-bruken økende. Visselig bøies verber og substantiver i alle dele efter den gode gamle grammatik, der er intet forfald i det enkelte ord; men allikevel er det et nyt sprog, som klinger for éns øre. I de levende partier betegner verket, stilistisk set, just overgangen fra saga til gotik – eller rettere: gotikken som avløsning av det gamle. Og der er ikke større avstand mellem hedenolds dystre drage-utskurd og høigotikkens granne fletverk-lek, end der er mellem Kongespeilet’s stil og de gamle ættesagaers. Prosaen er blit litteratur, det er blit læsning; ordets kunst er paa vei til ikke at være. Intet mindre er i gjære.
Selvfølgelig har, som ovenfor antydet, ordets kunst ogsaa før været under litterær indflydelse, og klerkerne eller de lærde nedskrivere har sat sit præg paa emnet, saale-
