eventyr. Vi faar forresten i hans egen saga et skimt som stadfæster dette hans sværmeri, nemlig der han lar sin historiograf fortælle om alt det onde, han maatte døie paa sin Vermelands-færd: «Det var mest likt det som i gamle sagn fortælles, naar kongerne var ute for sine styvmødres ondskap», staar der; der har vi sikkerlig Sverre’s egen finger, samt beviset for hvadslags ordets kunst han var vokset op med ute paa Færøerne. Som vi vet, er styvmors-hatet et yndet motiv for en række eventyr og for en hel gruppe ballader. – Det er den første høvding vi møter, som brukte ordets kunst til virkelighetsfjern hvile, det vil si: som sovemiddel, saaledes som tilfældet f. eks. var ved Italiens ældste novellesamling. Og ingenting fortæller bedre, hvor Sverres geni har arbeidet, end at han trængte denslags – det som er blit litteraturens bestemmelse i vor merkantilt optagne tid for forretningsmanden efter endt dagsslit, til hvile for hjernen … Roccambole eller detektivromanen, hvilken genre jo intet har med kunst at gjøre, forsaavidt man ved kunst forstaar noget mere end læsestof, nemlig bl. a. i den ser et led i selve litteratur-historiens utvikling.
