allerede Heimskringla at Olav Kyrre indførte nye hirdskikke – «hirdskike efter utenlandske kongers sed», staar der.
Det nye arbeider sig frem umerkelig. Det er tilfældet med selve det oldnorske sprog i denne overgangstid, da sproget som mundtlighet og sproget som læsning første gang møtes. Man ser ensteds i Sturlungasaga, hvad man paa Snorres tid satte høiest som en mands kostbarheter: først nævnes «skriptir»; saa kommer «solsteinn» og et dyrt fintsømmet klæsplagg. Men øverst staar altsaa «skriptir». Og i det lille billede av Thorgils og helgensagaen (fra 1245), som jeg før har gjengit, heter det, at da han kom dit, hvor de hugg tonsuren av bispen, sluttet Thorgils at læse: Han sat altsaa og læste. I og med det begynder lumskelig og snikende en ny tid for prosaen. Det sætter simpelthen skille. Og det er desværre ingen opgang; det er forfald, idet synet trænger sig ind i ordets kunst – en utvikling som vi først nyder i sin fulde blomst idag, naar man f. eks. staar med sin avis og ser den igjennem: den menneskelige stemme spiller ingen rolle længer; øiet har helt indtat ørets plads. – Den revolution i sprogenes historie synes mig i det hele at være et ubehandlet kapitel, eller
