gang som iblandt sîger over ham; da svarer broren at han skaf ta sig av et utsat barn. Altsaa: ømhet mot et spædbarn kurerer mot berserkgang. – Eller i Vápnfirðingasaga (fra Nordøst-Island) en egte, ordknap saga, hvor ætten var kommet fra Strinden: Der sender en av parterne ovenpaa hovedkampen sin læge til sin saarede fiendes gaard for af hjælpe ham, og redder ogsaa hans liv. – Man kan bli ved at regne op, der er nok av eksempler. Jeg tør ikke ha nogen mening om hvorvidt disse træk ved hvert enkelt tilfælde er oprindelige i sagaen eller om det iblandt kan være en nidkjær prestelærd nedtegners eller bearbeiders tilsætning. Men noget og det meste er utvilsomt sagaens oprindelige eie.
Det er jo det, man aldrig faar glemme: at i aandsliv avløser tiderne ikke hverandre eller skjøtes mekanisk sammen paa lignende vis som ledningstraad i et lysanlæg. I en kulturs utvikling er der samtidighet og jevnsideshet; der er to og fleres strømme, og disse strømmes bakevjer, som tilsidst maaske fortrænger hverandre, eller gaar op i hverandre, forenes som bækker til én aa. Eller man kan si det saa: i enhver kultur er der altid mere end ett lag; saaledes nævner f. eks.
