Snorres brorsøn Thord Sighvatssøn liker ikke det nye, delvis maaske fordi han blandt andre selv blir de kaate finters skive. I ethvert fald søker nu deres nye høvding Brand at snakke dem til rette og stanse farsotten; han advarer dem og sier at slik ondskap kan avstedkomme megen ulykke. Disse stubber render saa mellem herrederne; og det ender da ogsaa med at denslags kaster skygge over to nabogrænders forhold til hverandre. Efter jul er det aapent fiendskap mellem de to høvdinger Brand og Thord; og affæren ender med et svært og blodig opgjør. – Eller litt længer ut i samme saga – en ti aar senere – hvor det staar om en gaard nord i Skagafjord, der Thorgils Bødvarssøn har slaat sig ned for en stund: «I Vidvik var stor glæde og godt at være, leker og meget folk. Det var en søndag, at der var svær dans; og en masse folk kom dit…» I oldnorsk tekst lyder det som en festlig liten hymne, som en beskrivelse av livet ved det guldtækte Gimle. Og saa berettes om presten Haamund fra Holar, som hin sommerdag hadde hat gudstjeneste i Oslandsli og nu kom ridende til dans i Vidvik, hvor han laget disse visestubber, som slog an blandt folket. Men da presten kom til-
