Side:Kinck - Storhetstid.djvu/175

Men selvfølgelig er der noget uorganisk, der er mekanik, ved denne sammensætning av epos og lyrik. Man famlet længe for at finde den lekende, men strenge gotik. Der er stundom, eller kanske som regel, noget av den samme usikkerhet, som præget Didrikssaga. Man møter dens aand i Aasmund Frægdagjævar eller i de langtækkelige og kunstnerisk ikke særlig høitstaaende kjæmpeviser, som Kvikjisprakk eller den om Iven Emingsson. I denslags er der nok Didriks-saga’s kjæmpestof i skikkelserne og dens lyst til bedrifter; men der er ogsaa dens landeveis-tempo, saa man kan slutte den egentlig var bestemt for taalmodige læsere; der er dens forfald i arkitektur, i gruppering og konstruktiv vilje – man tænker litt paa tysk bierseidel-gotik. Man har blandingsformer – og det er jo det almindelige – og man møter ren gotik. Langsomt fæstner den nye stil sig, og det sker alt efter den digtende visemakers evne og geni. Digterne er nok samtlige navnløse. Men der er vældig forskjel i deres haandelag, naar det gjælder at bygge en vise op. Just gjennem denne deres byggende evne, gjennem deres forstand paa og sans for centrale linjer skimter man ganske utprægede fysiognomier, likesom man