stille liv bakenfor uhyrer som Borgia’erne eller som kardinal Accolti.
Men ellers, ser vi rigtig bredt paa denne forbindelse av den episke vise og det lyriske elskovs-stev, saa er der noget almenmenneskelig ved det; og den har paa en vis sit sidestykke endog i sydens forsøk paa underholdning, nemlig i Boccaccio f. eks., hvis prosa-noveller med episk indhold og form hver dag endte med fest og dans, med en lyrisk elskovs-«ballata». I Norden gik altsaa novellen ind som epos i bunden form, som ved hver strofes slut fik et klunk av et lyrisk dansestev.
Den episke ballade i Norden fandt forøvrig en parallel, et sjælelig sidestykke i arkitekturen. I gotikken fandt den nye episke reisning sin tilknytning, sin forstaaelse. Derfor griper den efter gotikken, eller gotikken griper efter den. Ti i sin ytre opbygging, i selve denne forbindelse av jagende epos og lekende lyrik, lignet den; som et under lignet den. I viljen opad mot spidsbuen fandt den episke trang sin hjemmel; høigotikken blev den evnes redning, dens utløsning. Og i omkvædets lyriske bladverk over hvert kryds blev trangen til stille nydelse imøtekommet og mættet.
