Balladens skikkelser kjendte heller ikke sagaens store konflikt – den mellem de mange og den ene. Endnu mindre følte den nationalt eller historisk; den bærer i grunden aldrig bud om nogen art patriotisme, som vi forresten vet egentlig heller ikke sagaen eiet. Og selvfølgelig er hin selvødelæggelsens transscendens, som slog én imøte fra slutningsscenen i den franske Tristan og Isolderoman, ganske fremmed for balladens gotik. –
Strengleikar var sterkt bevæget og melodramatisk farvet. Det saa truende ut. Men det viste sig at smaken bare var seget sammen et øieblik under storhetstiden usikkerhet og værste import. Saa stanset opløsningen. Strengleikar’s frivolitet naadde ikke de bredere lag i folket, ikke de gode ætter. Heller ikke hin forvitring som jeg har betegnet som høigotikkens blomst i ordets kunst og som er dramaets forutsætning. I selve dansevisen skedde omslaget; der dukket den episke reisning, som laa latent i folket, frem paany; gjennem den skar det sig løs av og ut av stemningen, ut av den lyriske slaphet, frem til sit episke selv. Dette selv, som søkte sin næring i Didriks-saga’s trang til daad, men famlende arkitektur.
