Kongemoder – eventyret om trollene som bergtok prinsessen, og hendes befrielse; eller i Arnljot Gelline’s saga, hvor en trollkjærring dukker op. Brokker, og endog hele thaatter kan det bli, som den om Olav Tryggvason i Gardarike. Han har Odin med den side hat; han har staaende karakter-motsætninger og situationer, idet ættesagaens trang til symmetri gjennem forenklende analogi-dannelser gjør sig gjældende – kvinden som følger mænd til sjøs for at egge til hevn, kongemorens flugt med sønnen. Han har Bjarmelands-færd og Jæmtelands-færder; og Altingsmøternes beskrivelse gaar igjen i hans tegning av tinget i Uppsala; der er slegtskap, naar lovtrækkeri og proces skildres. Og han har «lausaviser» strødd rundt om i sagaen, rigtignok ikke til stas og ornament, slik det tiest er i ættesagaen, men som kritisk bilag og belæg. Endvidere blir hovedmotivet for konflikterne, handlingens bevægelsesprincip, i grunden altid blodhevn, særlig under borgerkrigene, idet stormændene har «saa meget at hevne», staar der … Men jeg skal ikke forvilde mig længer ind i denne vældige skog. Dette er nok for at vise at i Snorre’s kongesaga gaar ættesagaen og dens gamle aand uforvansket igjen.
