skjønt han ingen helter har som han blindt dyrker – jeg tænker her f. eks. paa foranledningen til hans arbeide, selve Olav den hellige, der denne uttrykkelig sies at være gjerrig av sig, noget av det slemmeste som jo i hin tid kan sies om en høvding, – tiltrods for denne kritiske og rationaliserende aand er hans kongesaga i grunden en vældig ættesaga, bygget op mot og om en hovedperson, som der straks i begyndelsen varsles om – egentlig en personalhistorie, om der end hele tiden ligger en almen idé bak, nemlig Norges samling og kristendommens indførelse – kampens maal saavel som dens tragik. Han benytter sig av hver god ættesaga’s hele apparat. Snorre tror saaledes paa trolldom og seid; og i grunden tror han ogsaa paa de gamle guders eksistens, likesom Kristnis-saga (ca. 1200) som har nidviser til Freya. Endvidere bruker han ustanselig drømme-apparatet; allerede Halvdan Svarte begynder jo i svinebolet med drømmen om sit haar og den særlig lange lok, som man tror sigter til Olav den hellige, og derved slaar an forventningen om det store, som engang skal fødes i ætten. Han har eventyrmotiver, som flettes ind, som der hvor Erik Blodøkse nordpaa finder og tar med sig Gunild
