færdig, fuldendt form; det er næsten som med Shakespeare, hvor det ofte er uraad at angi hvad er hans og hvad han har forefundet. Ti selvfølgelig eksisterte der oprindelig ættesagaer i Norge, og jeg vet slet ikke hvorfor ikke de i form skulde staat fuldt paa høide med, været likesaa fuldendte, likesaa herlige som de paa Island. Jeg minder f. eks. om slikt som den pragtfulde indledning til Svolderslaget, da man staar paa øen og ser fiendens langskibe ta forskjellig led, – eller Haakon jarl-skikkelsen! Rørik! – eller jomsvikingernes dødsnat paa skjæret efter sin useier … Altsammen færdige saker, som Snorre fandt. Han bare hadde at indordne dem i sit øiemed og nedtegne dem. Det er nemlig ikke fantasi, den rationalistisk anlagte Snorre først og fremst har, men det er en fabelagtig konstruktiv energi, et enestaaende haandelag i at gruppere stoffet til sit bruk. I hans verk gik altsammen op kun som thaatter; kongernes saga suget hver gammelnorsk ættesaga til sig, saa den blev anæmisk og visnet, – eller de blev helt borte. Med andre ord, hans kongesaga blev forsaavidt et tveegget sverd: den dræpte ogsaa.
