en trolldoms besættelse. Forsaavidt var kunsten bare kelnertum: uten publikum og tilslutning derfra kunde den ikke bestaa én dag. Hvorfor den ogsaa til gjengjæld blir det ypperlige speil av sin samtids aandsnivaa og kultur.
Vistnok er det saa at det forsvarsskrift, som jo Sverres saga egentlig er, blev til i denne overgangstid: og Sturla Thordssøn satte sammen storhets-kongens krønike. Det er ogsaa i dette aarhundrede’s begyndelse at Snorre skrev Heimskringla (ca. 1230). Saa tidens formende evne var jo ikke i saa foruroligende avtagen, skulde man synes; der skulde endog være blomstring. Allikevel føler man endog saa tidlig begyndelsen til forfald. I Sverres og Haakon Haakonssøn’s saga findes der ikke én scene, som hugger sig fast i éns minde, eller én uvisnelig personskildring, som der vrimler av hos Snorre. Men her faar man rigtignok atter være skjønsom i sin dom. Motivet var nemlig for ferskt og ubearbeidet for hofhistoriograferne: som attpaa fik springe et og andet partipolitisk sideærend. Snorre’s stof derimot har slegtled efter slegtled tilbake arbeidet og stelt med. For vigtige partiers vedkommende fik han selvsagt alt givendes i en
