Der gives vel neppe nogen dal i landet hvor
stemningen som saadan er suveræn som her;
der er ingenting komisk ved den, ingen blussel;
der dækkes ikke til med kold ironi. Likesom
de lever for øieblikket i husholdningen, lever
de for øieblikket i glæden. Og det er det
samme som gjør at de heller ikke forstaar
det jevne arbeide: et arbeide er et slagsmaal,
det gaar i rus; de liver sig ikke; der er tillike
en anden hensigt: det gjælder at indvinde
tid til ny hvile, til ny stemning.
Der er en historie om en mand fra Hardanger, som en gang skulde fortælle hvordan de brygget øl i hans fjord. En fra Sætesdalen hørte paa. «So gjere me da; – aa so gjere me da,» sa Haringen. – «So gjere me i Sætisdal og» svarte den anden til for hver gang. Saa kom han til det trin, da det blir «upskoka»: «So redne me øle pao kadjen, pao timen da ha gjengje frao seg.» – «So gjere me inkji i Sætisdal,» svarte den anden. «Me setje okkon rondt gjelsaaen, drikk øle upp mæ dæ same.»
Praktiske er de ikke. Deres gaardsbruk
vidner ogsaa om det. Det vesle høilass, de
slingrer ned lien med, kommer alt i alt paa
upskoka – det færdig gjærede øl, kadje – kagge, gjengje frao seg – gjæret fra sig, gjelsaaen – karret hvori gjæringen foregaar.