været med at redde Italien. Hvis det da ikke tilfældigvis skulde være det at de selv ikke rigtig liker at være indendørs under jordskjælv, men søker fra politistationen mot aapne pladser og torvet, de likesom borgerne. For de vet, at aasgaardsreien kan komme travende igjen – man er aldrig helt tryg her i Apenninerkjeden ... Det blev imidlertid med dette ene støt. Der datt ned bare en kirke eller to i en grænd længer nordpaa.
Men trods disse dygtige accalappiacani municipali var der allikevel en dag sygdom i familiens palads. Vor lille kom hjem igjen fra parken vissen og træt, og svedperlerne stod saa underlig spredt paa panden under haarroten, men ingen utslet, hverken da eller siden – i virkeligheten, mener jeg, et litet snev av solstik. Byens specialist i barnesygdommer blev budsendt. Han kom øieblikkelig. Det var en yngre, svartskjegget mand med magre fingrer, dirrende av energi – Napolitaner-typen. Han saa mørkt paa den syke: «Sono i renis»! sa han dyster og med rynkede bryn; det var nyrene. Og forældrene kvakk: Hvordan ser De det? – Opsvulmet under øinene! kom det. Og da han hadde faat forældrene tilstrækkelig opskaket, gik han. Dagen efter kunde han
