smetter væk som rædde lemæn: jeg har selv været med paa at sitte musende stille under laavebroen for en Siredøl, saa jeg vet hvad den panik vil si. Det er hestehandlere fra Aaseral, Siredal og anden steds, som er kommet over heien. Og en kold klar høsthimmeldag just i potetes-optagningens tid hører du raut nord i veisvingen, mange raut og mangeslags. Der mylrer en drift fete kjør frem, som kommer oppe fra heigaardene og skal til byen. Det tripper forbi, haltende, saarbent: Nordenvind; gule blad fyker; det lugter potetesgræs og vaat muld; trosten som mæsker sig i rognebær-klasen like før utenlands-reisen, – du glemmer aldrig et slikt høstbillede, friskt, og saa graatende; for hver ko har en taare i øiet. Det er som en stille saar aarelating av dalen ved en slik drift, og du kan ikke berge dig fra at tænke paa emigrationen. Hele grænden kaster potetes-græsset og samler sig borti hagen, hvor driften holder hvil. Og «tita», som ikke kan slippe den koen som driftekaren byttet til sig borti hagen, faar lov av «mame» til at følge med en fjerdings-vei sydover og klappe de sidste klap og brække de sidste rognebær. – – –
Men farer du nordover dalen i storflomtiden om vaaren, da er det som aller folk-
