uguale per tuttir (loven lik for alle), hvorunder der rørte sig tre avdøde voksansigter i kappe og barret. Advokaten var vinrød og blodfuld med grissen haarvekst over hele ansigtet, og han bar en overmaade vid og ustivet turistsnip. Tilhørerne her i halvmørket bestod væsentlig av rampen med veninder, de som jo ved alle store retssaker pleier at repræsentere offentlighetens ømme retssans og til borgernes beroligelse overvaaker lovens gang – paa samme vis som de ved fremmedes ankomst paa torvet repræsenterer byen. Advokaten var midt op i saken, da jeg fik skubbet mig frem. Til sin klients forsvar syntes han ikke egentlig at ha noget nyt at anføre. Men han appellerte til rettens sunde sans og gav en høist sympatisk tegning av denne gamle, nøisomme mand, hvis eneste last her i livet var hans trang til læsning og bøker; han sat over dem om natten ved den flittige lampe og gransket nærsynt: En slik skulde ville gjøre sig til tyv for mille franchi?! spurte advokaten os. Denne stakkars stoiker? – Questo povero stoico? Og stoikeren trængte sig da frem, paa det at alle kunde overbevise sig: det var et magert, brunlig asket-ansigt med briller langt ned paa en rødlig, høirygget
