alle disse lag av materialisme, de trange bysmugs graalys og rationalisme, og de faar ekstasens skylapper paa, saa den smaalige næste ikke længer øines, er passionen vældigere, mere opløftet og bortførende end nogensteds. Den lidenskap har ialfald før skapt det største i vort lands kunst. Og der er da i den rent sjælelige tilblivelses-proces noget forunderlig fælles med det, som skapte den store florentinske kunst. Malerkunstens geniale fædre herhjemme – Dahl og Hertervig – var fra den kant av landet; Grieg og den gamle Elster var ogsaa derfra, og blandt de yngste malere Nikolai Astrup. Og de største skuespillere kom hittil fra Bergen. Under hine forutsætninger blir kunsten nemlig den luft, hvori de aander, den er deres luft, de har ikke anden luft at aande i. Jeg tror ogsaa jeg regner Bjørnson med blandt disse, skjønt han saa ihærdig fornegter Vestlandet; Vaarflommen i Arnljot Gelline, hans bedste digt, hans egentlige digt, er et utpræget vestlandsk digt, skrevet i befrielses-momentet ovenpaa en saadan beseiret, medfødt rationalismes vælde; ja, vingen under hans lyrik overhodet er netop denne overvundne snusfornuft. Og Heimskringla’s Snorre var heller ikke fra Østlandet;
