savn. – Pietismen gir tvertimot livet aandelig indhold. Selv ved utslag av hæslig, uridderlig spionage av næsten gjør den det. Jeg mindes her en ikke saa usedvanlig historie fra et dampskib ved en smaaby dervest; det var søndag ved høimesse-tid, og alt øl-salg var forbudt ombord, mens baaten laa ved bryggen. Der kom en ned og tagg og bad opvartningspiken at servere ham en halv øl. Hun faldt i fristelse. Efterpaa gik jesuiten iland og meldte piken for ulovlig ølsalg. Ti han virket i en høiere idé’s tjeneste! Dette er vestland.
Men jeg skal ikke fortape mig dypere ind i dette krat. Allikevel maa jeg faa lov til at fortælle en liten oplevelse fra en reise vestpaa for længe siden: Fjordbaaten laa stille ved bryggen i en smaaby saadan noget over midnat. Jeg var i køien. Der hører jeg én komme ned salon-trappen; det gaar urolig frem og tilbake i gangen utenfor lugarerne. «Søker Daakker nokken?» sa restauratricens rustne mandfolke-stemme. «Eg søker min bror. Mit navn er Rauneland.» «Kor sku han kommen ombord?» «I Stavanger.» «Ja, der kom en herre ombord i Stavanger. Men han sa ikje sit navn.» «Kor sku han hen?» «Han sa visst nokke paa – vik.» «Kor var han? hadde
