for ordets rent ytre form hører urold til; og en slik naturlig dygtighet i rebus’en kan ikke stilles sammen med den mer kunstig indøvede gjette-evne, naar vor ungdom underholder sig dermed. Sansen for juristeriets flisespikkeri ligger her i kime. Men man kan ogsaa træffe paa noget som smaker av det motsatte av spidsfindighet, nemlig av konfusion; bare i et indsovnet folk kunde man ved det 19. aarh.s slut med nationalskalden i spidsen henfalde til aarelang borgerkrig om satsen «l’art pour Part» fortolket som kamp om kunst kontra moral, mens problemet var det mellem kunst og indhold. – Og det pietismens mørke, som ruger over folket – eller over deler av det – mindes man i forbindelse med de samme seklers søvn. Det er Vestlandet som har faat ord paa sig for at være arne; og det synes det at ha været delvis fra oldtiden – derfra var de store blotmænd i sagaen; det falder mig ogsaa ind at det ikke er rent tilfældig, naar man den dag idag træffer religiøs interesse og pietisme i det nordlige Frankrike, hvor de ældste folkelag just var saltvandsmennesker, var indflyttere fra Vest-Norge. Det er energi som er slaat ind – energien vendt indad, fordi der ikke var plads for den utad; jeg taler altsaa ikke om den
