Sitter man med de ord i sit øre, synes romantikken hertillands trang; rigtignok oplevet folket Wergelands gigantiske lunger midt under Welhaven/s æstetisk adstadige, fra Danmark importerte romantik. Men i de ord gjemmer sig dog netop skillet mellem Hugo og f. eks. Bjørnson med hans naturalistisk skjærpede sans for alt som var over evne; eller kanske rettere: skillet mellem en digter i et stort og sterkt folk og i et litet, avmægtig. Skillet gjemmer sig i denne tro paa synernes evne til at realisere sig – man kalder det illusion. I det mindste det islet av virkelighet kan ingen digtning være foruten; dens gnist, dens livs-princip er just den beseirede snusfornuft. Et indsovnet folk kan nemlig nok, selv om det er ørlitet, i sin vækkelses stund leve bare paa syner og drøm; men det kan da i grunden let bare være søvnen, som endnu sitter det i øinene. Og det aarhundrede, Norge har hat med dets politik og digtning, er delvis ialfald en slik morgenstund i halvsøvne. Folket er fra hedenold et handels- og forretningsfolk; det kan leve av brød alene, og dets tro paa det over evne er minimal. Ialfald er det én side ved folket. Og just paa dette punkt har svensk aandsliv sin særlige mission, synes mig, med dets sans for de mystiske
