Stammernes særpræg indbyrdes er gammelt
i Norden. De ord som faldt fra norsk
side før Svolderslaget aar 1000 er titt nok
gjentat: at dansken var kvindekjær og feig,
svensken religiøst optat – og denne sans for
kultus vil jo delvis si respekt for aandelig liv,
om vi ikke vil bruke uttrykket aandsliv, skjønt
man maa ha lov til at tænke paa f. eks. Ynglingasaga’s
musik-interesserte kong Hugleik;
mennordmandens særpræg var kamplyst. Nordmanden
er imidlertid her part i saken og ikke
uvillig mand; foruten at situationen ved Svolder
var av den art at en objektiv bedømmelse maatte
falde mindre let. Dog stemmer, hvad den
sidstnævnte angaar, karakteristikken med kong
Valdemar/s svar en halvandet hundrede aar
senere til Erling Skakke, som vil at han skal
sende en høvding nord for at styre sin del
av Norge: «Nei, ingen av Danehøvdingerne
vil nok fare til Norge for der at ha at be-
Side:Kinck - Steder og folk.djvu/155
Utseende
Denne siden er ikke korrekturlest
II. OM ULIKHETERNES OPHAV