Side:Kinck - Steder og folk.djvu/155

II. OM ULIKHETERNES OPHAV

Stammernes særpræg indbyrdes er gammelt i Norden. De ord som faldt fra norsk side før Svolderslaget aar 1000 er titt nok gjentat: at dansken var kvindekjær og feig, svensken religiøst optat – og denne sans for kultus vil jo delvis si respekt for aandelig liv, om vi ikke vil bruke uttrykket aandsliv, skjønt man maa ha lov til at tænke paa f. eks. Ynglingasaga’s musik-interesserte kong Hugleik; mennordmandens særpræg var kamplyst. Nordmanden er imidlertid her part i saken og ikke uvillig mand; foruten at situationen ved Svolder var av den art at en objektiv bedømmelse maatte falde mindre let. Dog stemmer, hvad den sidstnævnte angaar, karakteristikken med kong Valdemar/s svar en halvandet hundrede aar senere til Erling Skakke, som vil at han skal sende en høvding nord for at styre sin del av Norge: «Nei, ingen av Danehøvdingerne vil nok fare til Norge for der at ha at be-