vidt om en del skjønlitterære anmeldere som kræver noget, de kalder møktern kunst». Naar jeg f. eks. tegnet et muntrationsraad blandt hotelgjesterne inde i fjordene, som ved sit vid og aristofaniske indfald holder spisesalen i ustanselig latter, og jeg saa, bare for at gi et billede paa dette hvileløse i hans komiske evne, mindtes luetikeren før paralysen, saa blev det til at det var denslags patienter jeg beskrev som eneste beboere av Vestlandet.
Der er saa titt folk som advarer én mot det at generalisere. Og kanske specielt mot det at generalisere ved at slaa fast eller ved at henlede opmerksomheten paa typer, race-typer som stamme-typer. Og de har kanske ret: det er et farlig skraaplan. For selvfølgelig findes der i tilfælde undtagelser og motsætninger inden et folk; der kan findes saa store motsætninger i et folks væsen, at de simpelthen ophæver hverandre, som f. eks. i det spanske folk. – Man kan ogsaa generalisere feilagtig. Naar man som jeg har skrevet en del bøker og noveller om bønder særlig fra Vestlandet – og de var ikke alle mors bedste barn – og jeg gang paa gang faar høre skriket: hvor han skamskjender den norske bonde! – saa mener jeg at slik som disse læsere skal man ikke generalisere. Som om man nogen-
