har plyndret den for hver malmstok til sin færing. Taket hadde ogsaa andre svakheter; det var f. eks. bordmønet som raatnet; og en høstkveld var stormen bort i det, løsnet det, slængte det avsted, saa du kunde tro han reiste med hele taket. Efterpaa kom saa turen til «pannerne»; foran de tunge byger pitlet «storemannen» dem bort deroppe, én efter én, man maatte tænke paa en tusenkunstner, som staar med kortleiken og sprætter blad for blad til skeins bortefter i salen, hele kortstokken til ende; én hørte iblandt det sang av dem gjennem stormen. Saa kom regn- skuren, vandet begyndte; det dryppet, silet, randt gjennem rummene. Og man mindtes med misundelse sagaens islændinger: de var dog bedre stedt med sine reip, som ialfald holdt taket surret til volden. Morgenen efter en slik svær stormnat var det at se sig om paa tunet efter takets rester, ta mønets stumper under armen og drasse det til hus igjen mellem disse knuste blader fra vorherres kortleik. Jeg har selv været med paa den avslutning, saa jeg av selvsyn kjender den hustypes svakhet. Det er en tragikomisk sidste akt ovenpaa de kjendte tre dagers uveirsri.
Selvfølgelig er torvtak det ældste, det gaar tilbake til Olav Trætælgja. Og holdbarere
