gransker og impulsiv improvisator. Han er imidlertid landets samling i metrikken og rytmen, i verskunst; og under det arbeid har han, som sagt, neppe set nyt liv – og selv om han saa, saa forstod han det ikke paa nogen ny maate. Han har vel heller ikke skapt en ny rytme, end si et nyt versemaal. Ved sit skrivebord la han i saa maate al sin vildskap fra sig og iagttok i det formelle alle de overleverede love med videnskapsmandens pinlige omhu. Som det utrættelig ordnende geni han er, plukket han aksene og bandt dem i baand og bundt; men han saadde ikke. I sin digtning og literære virksomhet sanket han frem de perioder i folkets liv, hvor de var ubændig og uvilkaarlig sig selv: oldtiden, renæssancen, frihets-tiden, som endte med landets gjenreisning og samling; han indblæste billederne nyt liv og stillet dem op for folket. Han har gjort det envist, i en literatur-historie utelot han saaledes Manzoni, Italiens W. Scott; men en nationalskald maa jo ikke forstaa formeget den enkelte, ti da bidrog han jo ikke til det brutale resultat, som heter samling, og uten hvilket der ingen handling er mulig – at si fra det hele folk. Men ikke alene hans lærdom ledet ham under dette arbeid, men ogsaa hans vitalitets sunde instinkt, som fattet hvad folket i øieblikket trængte; det satte ham istand til at gripe længer tilbake, ned i kultur-røtterne, og, netop derved, tillike længer
