og fordummet av romantikkens ugletut». Og han tegner det kolde marmor-billede han ser av sin fremtidige digtning i den klassiske retning:
… En firfisle smutter frem mellem stenen og urnen og stanser op i sol.en: det er min fjerne, ensomme ungdom som drømmer uten klage. Men i bakgrunden er der en dødningskalle, som ler sin evige latter: den ler sin sidste haan ut over dem, som kommer for at bringe trøst …
Dette er Tiepolo op ad dage i hans raderinger Scherzi di fantasia! den underlig skjørhjernede svimmelhet, som virker som hedensk vildhet, men egentlig intet andet er end fornemmelsen av den vældige historiske avgrund ned til det gjen-opvakte, til oldtiden. Det er i slaaende grad den samme races tale hos begge i disse syner paa det antikke. De føler dog likeoverfor antikken ialfald avgrunds-gufset, hvad Dürer og Mantegna end ikke aner.
Et andet sted skriver ham
Nu vil jeg more mig. Al den literatur, som nu findes, er ussel. La os vende tilbake til den rene kunst («ritorniamo all’ arte pura»).
Odi barbare skal formelt bl. a. være en protest mot «metri liberi», vers uten strofebygning, med rim efter behag – hvad han finder er tegn paa digtningens forfald.
Den hedenske vildhet er dog iblandt noget mer hos Carducci end bare nutidsmenneskets blegnende svimmelhet over avgrunden. Det er rigtig-
