derne hedninger. Endog naar Goethe er hedning, blir det stundom paa det lascives rand, noget av en gammel hankats uskjønne fryd ved nøkenheten; der kan komme noget av en german’s sentimentale selvnydelse ved at være det, noget bortimot et ekvivokt grin, et lastefuldt sideblik, om publikum virkelig ser, hvor svær en hedning han dog er. Denne selvbehagelige dvælen, denne koketteren, er Carducci fri for; i høiden har han nogen linjer for at erte presterne, som i Juvenilia ensteds, hvor han ønsker han maa dø under favntaket: «… da misunder jeg jer ei paradiset, I salige!» Men der findes intet hos ham som ligner Goethe’s Römische elegie V: dette er den geniale kjerne i hans personlighet, en skjænk fra italienerens skjønne og utadvendte vitalitet – den naturrundne faun, ved hvem der egentlig intet liderlig er.
Og dog kan det ikke negtes at den sedvanlige og teologiske opfatning har smittet tilbake ogsaa paa Carducci: han skaper sig fæl for ikke at bære sit navn forgjæves. Hans hymne til Satan er tildels et utslag av den art naiv hedendom.
I sine prosaskrifter har Carducci en lang artikel under titelen Polemiche sataniche, hvor han selv fortæller at digtet blev til en september-nat 1863; han trykte det først som manuskript og utdelte det til venner og bekjendte; 1869 blev det offentliggjort under pseudonymet Enetrio Ro-
