mano i en Bologna-avis (Il popolo). Der blev et opstyr! Presterne raste og sammenlignet ham med Troppmann, og anonymernes bolde flok i aviserne lovte ham helvedes evige pine. Men selv de forstaaelsesfulde indvendte mot hymnen, at den var lærd, at det ikke var poesi, kun en «orgia intellettuale», saa bare de meget belæste kunde nyde den.
I artikel-samlingen Confessioni e bataglie fortæller digteren om sit ældste barndomsminde, at han var sammen med en liten pike i en have og lekte med et taug, og under leken traf de paa en padde; de ropte og skrek av fryd over fundet. Der kom en streng herre i svart skjeg med en bok i haanden og skjemte paa ham for levenet:
… Det var ikke min far, det var – fik jeg lang tid efter vite – den formentlige galan til en andens kone, som av visse hensyn nu var installert like der i nærheten. Jeg svinget tauget, som det var en svøpe, og fôr imot ham skrikende: Væk, væk, stygge dig! Fra den tid og indtil nu har jeg bestandig svaret al autoritet slik, naar de kom for at gi formaninger i moralens navn, med en bok i haanden og noget underforstaat i kroppen …
Denne anekdote om barnet, som skrek i trass, synes Carducci, betegnende nok, er et saa interessant træk, at han paa sine gamle dage endog trykker den op igjen nu i sine samlede verker. – Det er den usammensatte, naive trods, Satan-hym-
