Carducci at han har hyret sin røde ganger av V. Hugo. – Men denne aarhundredets fantasi-titan er ikke saa like til at efterligne, et geni saa ustanselig skiftende og bundløst skapende som han, hvor veltalenheten glider bred paa de lyriske syners flod. Carducci’s styrke i lyrikken er ogsaa veltalenheten, men uten Hugo’s syners flom, uten det uuttømmelig billedskapende væld. Carducci er tvertimot en praktisk italiener, som holder paa det enkelte billede; dettes konsekvente utarbeidelse og sobre avpudsing er hans force. Men der er digte, hvor han viser at han ogsaa har optat i sig noget av forbilledets aand. Hvor er f. eks. et digt som Panteismo (i Rime Nuove) aabenbart bygget, saavel i syn som i ytre anlæg, over et digt som Extase hos Hugo! Selv i den ikke helt formfuldendte, men dystre og av Leopardi’s pessimisme fyldte første sonette In Santa Croce (i Juvenilia) – til forfædrene som dog magtet litt, anklagende samtiden som kun eier sarkofager av de store mænd – er der en gjenklang fra noget slikt som gravhvælv-scenen i Hernani; der er i det hele litt Hugo hvergang over de besøk i den gotiske spidsbue-kirke i Firenze – og der er hele fire forskjellige Santa Croce-digte; det historiens tunge, rugende mørke er fra ham. Men særlig tror jeg dette er tilfældet ved Carducci’s største digte, som det historiske Campi di Marengo (i Rime Nuove). Han har der for et histo-
