lystige spørsmaal i anledning av dets skryt, om det kanske mindes slegtens stolte fortid i Arabien, eller i Hellas, hvor Homer lignet det med Ajax hin bolde. – Carducci er som melankoliker tydeligvis under indflydelse av Leopardi’s pessimisme; man møter jo næsten dennes uttryk – «triste Itala prole» (avkom) i Juvenilia – og der er ogsaa gjenklang av Leopardi, naar Carducci kalder sig selv «solitario spirito». Det er dog betegnende for hans egen mangel paa verdens-smerte at det oprevne importerer han helst; han oversætter nemlig da Heine. Eller han lager noget i Heine’s aand, som La maggiolata (mai-sang) i Rime Nuove:
Mai den vækker de reder,
vækker de hjerter til vilje,
bringer os nesle og lilje,
snoge og rossignol.
Unger de støier paa jorden,
himlen har fugleflokken;
kvinderne bærer i lokken
roser, i blikket sol.
Koller og enge og fjelde
teppet med blommer baldyrer;
synger og elsker og spirer
himmel og vand og jord.
