glød; men kjærlighetens aands- og sjæls-fornyende evne, spillets fine skjælv i sindet – det som længer nordpaa kan bli smegten, eller glide ned i liderlighet, – det er som deres lyrikere ikke hadde oplevet den. Det ser ialfald slik ut. Den ublandede sydlændings erotik er enkel, er brusende, boblende blod, men, – den er enkel, vil kun én ting, og er øieblikkelig klar over denne sin vilje.
Carducci forsikrer selv ensteds i et digt (i Rime Nuove): «Tyrrenerhav! ogsaa mit bryst er et dypt hav; og i storme, du stormægtige, staar det ikke tilbake for dig.» – En virkelig storm i et menneskebryst holder sig vanskelig uten der svinges mellem dødstanke og titan-forestillinger. Nu er det imidlertid det ved Carducci at opløsningsfølelsen overhodet ikke hører ham til, likesaa litt som resignationen. Selvfølgelig har ogsaa han de sedvanlige anfald av overgangs-aarenes hypokondri og dægger efter evne for de formentlig enestaaende symptomer. Der er den gjængse, ungdommelige skablon i apparatet: der er naturligvis «min fugl» som længslens symbol; man træffer motsætningen grav-elskov (især i Juvenilia); og der er dystre spørsmaal om livets mening med os, med povera razza dei viventi (de levendes stakkars slegt). Det klæder ham dog bedre og er mer egte, naar han senere, i Rime Nuove, i digtet til det taalmodige æsel, kommer med det
