som han synger ensteds (et tveegget knivsblad); eller han gir det den pragtfulde hyldning: o parola mistica forza! Men jeg fremhæver specielt hans evne til at tegne natten og søvnen og den dumpe smerte, selv om det hænger sammen med det som er hans svakhet: retorisk enstonighet. Likesom i Caprera-natten i Canzone di Garibaldi træder det her frem i skildringen av Città terribili, som har samme dystre emne og tone som Verlaine’s Nocturne Parisien.
De unge moderne italienere føler som regel endnu ikke de her av mig berørte brist ved d’Annunzio’s digterpersonlighet, har ingen fornemmelse av nogen kosmopolitisk dilettantisme. Likesom de gamle bigotte bænker sig lunt om klerikaleren Fogazzaro, flokkes de yngste rundt i landet om d’Annunzio. Han er dem det nye aarhundredes høvding, den kristne Dantes arvtager og avløser i italienernes sind, i den nationale bevissthet; det kan finde helt hysterisk sit uttryk: Kristus var smertens fyrste – d’Annunzio er den store Antikrist! Og som saadan dyrker de ham i blind beundring, i blind efterfølgelse; hvis han hadde sunget til madonna’s pris, vilde ogsaa de gjort det. Det er ikke netop livslede asfaltier’er, denne flok; det er arbeidsomme unge mænd, revolutionære kunstnere iblandt, glødende Nietzsche-tilbedere. Det er folk som arbeider, læser moderne
