traadte han saaledes i Frankrike i forbindelse med en ubegavet, men grundrik russisk jødinde, som bestred reklame og opførelse paa Pariser-teatret og fik som vederlag være med i stykkerne, selv om det bare blev i en dansendes rolle. Hovedrollerne i Duse-periodens dramaer er imidlertid skrevet for Duse. Og det virket tilbake paa hendes kunst og bidrog til at utsuge den sjælelig, eller i det mindste til at fremskynde den syke, som utvisket og svækket hendes plastik. Allerede da jeg saa hende første gang – og det var ved aarhundred-skiftet – var hun ikke fri for maner.
I den lille en-akter Sogno d’un mattino di primavera (vaarmorgen-drøm) er der maaske noget av Ibsen, noget av Maeterlinck – man har ialfald paastaat det stadig. Men det forekommer mig, at ogsaa, og kanske ikke mindst, Botticelli’s flora-billede gaar igjen. Dette lille drama er nemlig kun et tableau, en umodnet imitations verk, og «symbolismen» er anstrengt. – Den vakre hertuginde Isabella lever paa sit gods, vanvittig, fordi hendes mand overrasket og dræpte hendes elsker i hendes fang. Nu gaar hun omkring og ser blod i alt det, som er rødt; det er hendes fikse idé. En vaardag kommer den dræptes bror Verginio, som ogsaa elsker hende, og prøver at vinde hende tilbake til fornuften ved at fortælle fælles minder. Men til ingen nytte.
