har en kostbar hunde-hale ved haanden som Alkibiades. Endog den rene avskrift møter man! d’Annunzio blev i hvert fald med ett slag verdenskjendt ved den strid. Han slog igjennem, som det heter.
Ogsaa heri, i sin opfatning av den kunstneriske eiendomsret, er han imidlertid egte romer-race; ogsaa her aabenbarer han sit letlivede forhold til kunsten.
Men d’Annunzio har selv tidlig følt, at han ikke kunde bli ved med romaner som L’innocente, Il piacere og Trionfo della morte, hvilke tre han paa fransk samlet under titelen Roman de la rose. Man vilde snart begynde at kjede sig; d’Annunzio var gløgg nok til straks at veire det. Hans franske oversætter meddelte alt i 1895, at han hadde tat til sit valgsprog: Ou se renouveler nu mourir. Og han annoncerte en ny serie under fællestitelen Roman du lys, som skulde begynde med Vierges aux rochers (Vergini delle rocce). «Croyez moi, l’art commence à présent!» sa han til en interviewer; nu først skulde kunsten til at begynde…
Serien lar imidlertid endnu vente paa sin avslutning.
Det blev egentlig det, jeg vil kalde Eleonora Duse-perioden i hans digtning, som nu begyndte, den dramatisk-«symbolistiske» fase. Han ynder denslags literære souteneur-forhold omkring det nye aarhundredes første decennium
