dende ord. Der er endvidere faa digtere, som kan den kunst – og ikke forsmaar den – at skape slik larm om sit navn som d’Annunzio.
Men dette var vel allikevel biting. Aarsaken til sukcessen i Frankrike laa vistnok netop i det, som jeg her ovenfor har betegnet som uttryk for det egte i racen: i denne havets brede retorik, i kynismen og i graadigheten, som tillike var inde i det moderne livs raffinement: her kom jo en fuldblods satyr dumpende ind i boudoiret, med bukkeragg og klov og spilte næsebor! Det var noget andet end de klissne og blaase handelsreisende i pornografi, som de selv hadde og som de kaldte sine moderne forfattere. Her ligger den egentlige grund til sukcessen. De franske aapnet en bok av ham med samme art skjælvende nyfikenhet, som de i Napoli’s museum steg ind i hint separate avlukke, hvor oldtidens intime, mest utilhyllede skulptur er stukket ind.
Men han var ute for motbør i Frankrike ogsaa. Det var ikke noget mindre end beskyldning for plagiat. Og det var en landsmand av ham, som kom med den – Enrico Thovez. Det var saadan ved aarsskiftet 95–96.
Og forfatteren, han skulde laant av, var Josephin Péladan, hvis vigtigste verker som bekjendt er Vice suprême, Curieuse og L’initiation sentimentale. Han hører til de saakaldte «satanister», som synes at være død ut med den ube-
