mest vellyst. For en satyr er saa bred, at han spænder ogsaa over det raffinerte. – d’Annunzio er en egte italiener, med sine lyter og fortrin – og dermed mener jeg selvfølgelig ikke at alle italienere er som han. Skildringernes retorik og kynismen og graadigheten – det, som vil leve av hans bøker – det er alt uttryk for det egte i racen. I denne blanding av grumhet og sanselighet, som feirer sin sammensmeltning i martyr-dramaet San Sebastiano (1911), har han forløpere i sit folk: det er Giambattista Marino, «Cavalliere di Napoli», fra 1600, som gaar igjen. Og det uegte er ogsaa egte: hans paafaldende usikkerhet i smak, hans kunstneriske uselvstændighet, som kanske av og til har sin rot i sukces-syke, denne prærafaelitiske dilettantisme – dette sammensurium, i det er han ogsaa egte italiener fra idag.
Og var de i grunden anderledes vore gamle klassikere: Horats, Ovid, og de andre, ja, endog stundom Catul?
I Frankrike er d’Annunzio mere berømt end i sit hjemland. Dertil bidrar mange omstændigheter. For det første var der vel i Paris i grunden en viss træthet, for ikke at si lede, ovenpaa den nordiske literaturs invasion. Dernæst fandt han en makeløs oversætter i Hérelle, som forstod at træffe originalens sensualisme og bræn-
