vel ogsaa være, at der findes mere nuance, end en fremmed opfatter.
Der er ogsaa noget andet, som er egte, skjønt det er mindre tiltalende. Det er kynismen; f. eks. der hvor vivørerne sitter sammen og snakker. Her pibler der frem en utilhyllet hedensk raahet, som vi kun kjender maken til hos vore latinske klassikere; det er som at ha for sig en digter fra den tid. Og man forstaar meget vel, hvorfor forfatterens franske oversætter har beskaaret saa tit eller spenderet de mange fikenblade.
I det hele, der er latinsk-klassisk sensualisme over hans personer, i deres lugtesans, i deres smakssans, specielt har de en saadan robust lugtesans; de farer gjennem livsens nydelser med spilte næsebor, likesom digteren selv. Der er noget graadig over dem, fryd over dyre-evnen i dem; de har italienernes gode fordøielse og sterke mave.
Og paa samme tid er der raffinement. Hans personer har det med at føle gysen gjennem sit legeme – dette «frémissement», som de franske romaner har til overdaadighet paa hver side.
Men hos d’Annunzio bevarer de altid noget av de usigtede urfornemmelser midt i sit raffinement, midt i sin perversitet; de bevarer appetiten i andre retninger likefuldt.
Man har sagt om ham, at ingen forstaar at tegne en kvinde som han; det er jo noget, som