andel i denne retoriske utvikling; der er altfor stort slegtskap mellem de to’s foredrag.
I Il piacere (oversat til fransk under titelen: L’enfant de volupté) er der over skildringerne den samme pittoreske pragt, i sjæleanalysen den samme raffinerte torturmekanik. Fortællingen begynder i grunden efter katastrofen, efterat hovedskikkelsen er færdig og tappet baade moralsk og fysisk. Men forfatteren forstaar kunsten atter at sætte ham ind i situationer, som vrister ny energi ut av ham, kryster ny kraft av det safttømte. Man har vistnok med rette set noget av en selvskildring i denne vivør, i hvis hjerte og i hvis kabinet Roms damer gaar ind og gaar ut; det er bokens begivenhet, denne defilé av disse elskerinder, som det gjælder at faa fulgt til dørs i tide, før næste rendezvous begynder. Iøvrig mindes man en smule om Daudet og ogsaa om Maupassant, denne sidste kanske især i kapitel-indledninger, i den maate hvorpaa nyt sceneri oprulles. Og desuten gaar læsningen av Stendahl litt fersk igjen, og han har heller ikke fordøiet rigtig det engelske æstetikleri med Botticelli-kultus, saadan som han maa være kommet til det i det internationale highlife i Rom. Han har ogsaa læst Baudelaire.
Men der er havets retorik over skildringerne – enstonig, men blindende blank. Hans landsmænd kalder det «gylden stil». Og det kan jo
