som lytter ligesom skadefro under de tykke laag! … Hvad ser hun paa mig efter bestandig! Og alt som hun siger, synes jeg ligesom bare er halvkvædet ymt: dette nedhuggede lønnetræet f. eks.! … Vi vil ikke ha hende inde! hun skal ikke rede vore sænger! Du Brosme: vi kan da virkelig ikke, synes jeg, være forpligtet til at overta hende efter din formand! Ligesaa lidt som dette fæle riset.
— Nei, sa han. Selvfølgelig! — Og han gik hen til hende og la sit øre indtil hendes bryst. Han hørte hvor opslitende hjærtet arbeided bare for dette — det var som der var baand herinde som tøired det for stramt. Han syntes, han lytted til selve mors-uroen i naturriget; ja herinde maatte ingenting slitne, for da blev der ingen hytter og hjem igen. Og han tænkte: herinde var bekymring nok for hele hans nye kald! — Nei, sa han. Ligesaa lidt som dette antike ris! Imorgen gaar vi om paa gaardene og saa fæster du din egen uforfalskede dølejente.
Men da hun var i sængen, levned hun til igen. Hun kniste endog tilsidst ved en pludselig tanke, og de brunlige øine blinked store frem av tæppet: — «Kalvehagen» — var det ikke saa klokkeren vor her hed, du? … «Kalvehagen»!
