— For et uhyggeligt menneske! sa hun med de urolige brune blunk i øiet.
— Hun har bare ikke ordet i sin magt, svarte han undskyldende, og kniste saa, mens han gik paa gulvet: — «Et slags fôrhold» om ægteskabet! Det gaar i ét for hende.
— Ja netop! Det er det det gør!
Han strakte sig pludselig paa taa, fordi han fik øie paa noget op paa linnedskabet, og trak det lattermild ned. Det var et støvet ris. — Det følger ialfald med gratis! sa han og kasted det lekende i luften; — kasted det ogsaa paa hende i kaathed.
— Nei uf! sa hun med væmmelse og saa hen til sin lille i sængen: — Brænd det, Brosme! Kast det i ovnen!
— Nei saamæn! smaalo han og slængte det op igen paa skabet: — Denne miniatur av en moralsk soplime skal opbevares som museums-genstand, — som pant paa min pædagogiske teori, at en skarp, blankslipt vilje er et menneskes herligste eie! — Han kniste indadvendt: — Den som forresten avfolked skolen for mig i byen, fordi jeg udviste de smaa syndere istedenfor at bruge spanskrør!
Men Anna kom tilbage til enken: — Det uudgrundelige, væmmelige smil! Katteøinene