— Særs? gentog præsten.
— Høire du inki! vil du telja etter, du din —!
Præsten syntes han hørte, hvor han saa summed sig og taug av ærbødighed — det var jo præsten han snakked til! Og han tog raadvild sin lommebog op igen: — Men du talte dem jo selv op? sa han.
— Du skjyna no vel altids pæng! blev det sagtmodigere ved. Men der laa endnu en rest av hans angst i den revsende tone — præsten syntes det lød som der her forelaa et bevist forsøg paa uretmæssig tilvendelse fra hans side. Og han saa spørgende paa manden, mens han aabned tegnebogen; det var et lidet tuftekall-ansigt, haaret og skægget, og inde i det buskete sad der to smaa klippende blaa øine gemt, som forresten nu alt var ved at gaa til hvile igen; han anstilled sig fattig i aanden, men svælged visst endnu av sindsbevægelse: — Eg æ no inki so inne paa, tælja op aa gi imot paa so store pæng, sa det.
Præsten talte efter: — Her var jo en ti-er for meget! sa han.
Da anstilled manden sig overrasket, som han fik den forærendes: — Jaja; æ da so eg ska ha den ti-kronaren, so —! Og tog imod den.
