til ende henne ved de to sænger. Saa Anna tilsidst ba hende gaa ned og hente det andet sjal ogsaa.
Han nikked mørk efter kørerne: — Bare maskeret griskhed, det hele, altsaa!
Men da konen var vel ude, vendte Anna raskt tilbage til det forrige emne: — Aa saa deiligt lidt ensomhed skal bli!
Han lysned og sa: — La du merke til alle de lange, folketomme moerne vi kørte igennem langs vandet lige her syd. … Jaja, gud forlate os: vi er jo her for paa embeds vegne at omgaas mennesker, men —
Hun sa skælmsk: — Ja rent ud sagt: det skal bli bra deiligt ikke at ha for mange av den slags omkring sig!
— Og slik som det lugted skog gennem moerne! Der var gran og der var furu. Hørte du skydskaren fortalte, gran vilde ha fed, dyb jord, men furu greied sig paa bare skolten eller i sand? Det er noksaa interessant, for da ved man jo paa avstand en hel del om jordsmonnet.
— Du er saa grundig, du!
— Husker du den sidste mo her lige ved præstegaarden, der den grønlige stjerne stod og blinked imod vaarlyset?
Hun lo: — Grøn stjerne! Er det stort bedre
