Hun strøg ham paa brystet: — Barnaal-luft for disse lungerne dine, du!
— Her faar jeg da ogsaa se paa, at lighed gennemføres. Lighed for loven, uden overklasse-hensyn, uden ærbødighed mod de store skatteydere! Nu kan man da ialfald træ frem, om det kniber, med bare sin samvittighed over sig! Slut paa al pinlig avpruting! — Desuden, livet flyder enkelt her. Man taler lige ud. Og «høi» og «lav» forekommer da visst ikke engang … Aa du er en skøier du — det saa jeg idag vi kørte opover: du tænkte nok meget længre frem end til disse svage lungerne.
Hun trak en haanlig gæp: — «Tænkte» — du!
— Jaja, jeg ved du siger det. «Blød, men retlinjet» beviser det jo ogsaa! … Men du har ialfald tæft for ti mandfolk!
De blev avbrudt. Det klamped i den hvinende trap, det var en kørekar — han kom med en væske. Der kom én til med en ulster, der kom flere; der var slet ikke sager nok til alle, og én blandt dem vilde saa endelig bære sjalet for konen. — De blev staaende lidt paa salsgulvet og pusted og saa sig op i taget, med en udsuget, næsten blodfattig mine: … Noget større ta for, sa det … Blev altids forlikte …
