her skal det ikke bli noget stræv med at finde traaen igen.
Han blev ved: — Og saa denne skolegærningen! Naar jeg nu tænker paa dem, — det var i grunden nogen forfærdelige aar! — Han kom i stille stigende oprør: — Gaa derinde som bestyrer, i forkastelige hensyn til opover ørene! Den pinlige ujævnhed i behandlingen av den slet betalende og den velhavende — bare det f. eks.! denne modbydelige tolerance, saasandt skolen skulde bestaa! disse karakter-optrevlende baand — dette som kaldes konduite, som passer streberen, men som ikke passer mig! Et spredende, forødende liv! Ens selvfølelse led av det, éns stolthed, du!
— Ja din bløde, men retlinjede karakter synes jeg ligesom ikke hadde godt av det i længden.
Han smilte overlegen: — Retlinjet og blød paa samme tid!
Hun blev bare ved: — Du var for hidsig, du hadde saa alligevel ikke kunnet holde stillingen. Du var blit saa nervøs paa det sidste, Brosme.
Han smaalo: — Jeg aad jo negler som en udslidt bestyrer … Men her har vi høifjæld, og dal, og nervestyrkende luft. Saa kan den staa dernede i byen den kalkede skolegaard og glo, blinkset og solblind!
