ballade, som er regnet for hans bedste ved siden av den til fortidens damer: han er dømt til døden, nogen av hans fæller er allerede hængt, og han venter nu hver dag paa sin tur. Visen er i dyp anger rettet til etterslegten, som gaar forbi galgerne paa Montfaucon, hvor han tegner sin og venners dinglende kropper, som ravnene har hakket ut øinene paa, og skjeg og bryn er faldt av – «mer hullet end et fingerbøl» – med refrainet: «Mais priez Dieu que tous nous vueille absouldre! – Ja, den ballade har grundlagt det makabre i fransk lyrik – og kunst med; det peker mot, men slaar i sin uhygge selv Callot’s raderinger fra 30-aarskrigen i serien Misères de guerre. Den makabre stripe i fransk kunst er nemlig ikke egentlig og oprindelig manér eller ytre mode. – Men paa grund av foranledningen vil jeg allikevel heller fremhæve den ballade, han satte sammen til sin mor – «ma mere, la povre femme». Jeg gjør det, fordi det saa fint supplerer billedet av digteren selv. Hun bad ham nemlig engang lage hende noget, hun kunde stige frem for jomfru Maria med og fremsi: Saa skriver han et deilig credo, en vidunderlig og uskrømtet hyldest til gudmoderen, hvori der ikke er én brest; det er som man ser
