med tindrende øine lik et barn, det stirrer ut paa sin armada smaa vippende skuter av spaan og bark, som stevner fra land for seil av papir imot det aapne farlige hav. Selv den forlorne kvasilærdom gjør sit til virkningen, likesom det fortryllende «semblablement» i anden strofe, som bare øker det naive i patosen … hetærer fra dunkel oldtid, dronninger fra Frankrikes gamle historie og kvinder av hans nære samtid, som Jeanne d’Arc, – og blandt dem kommer Alkibiades dumpende, som digteren ved en fornøielig skolegutmisforstaaelse har opfattet som navn paa en skjøn kvinde («Archipiade» kalder han hende). Altsammen i et henrivende kaos! Fortoner sig, hver især, bare som mythiske skygger. Og saa det indsmigrende rim «is» og «aine», som svaier sig frem gjennem alle strofer; og dertil det faste, usentimentale refrain, hvor der leker et fint, fjernt smil: Mais ou sont les neiges d’antan (fra ifjor)? Gaston Paris sier at der er bare to pletter i denne ballade, nemlig i envoy’en: «de sepmaine» og «de cest an», hvor jo rimnød gliser frem. Han har ret.
Eller den kyniske, infame ballade til La grosse Margot, om hendes og hans (ɔ: soutenørens) samliv! Eller De hængtes
