faserne! Endog hendes – digter-modellens – selvløse sværmeriskhet og vidtløftige higen tilsidst er der, valkyriefasen er der.
At det igrunden er noget av den samme konflikt som ligger og murrer i Michel Angelo’s sind, synes bl. a. hans behandling av det kvindelige legeme at antyde: kvinden som saadan er i hans skulptur ikke sjelden paa vei til at bli borte.
Men den psykologiske indsigt i problemet geni og menneske er forbeholdt nutidens digtning. Som bekjendt er det f. eks. motivet i Zola’ s L’Oeuvre, hvor forfatteren symbolsk lar helten Claude, malergeniet, den gjennem kunsten uthulede ham av et menneske, tilslut hænge sig ved siden av sit mesterverk; Zola gjør sig rigtignok skyldig i den feil, at han forblander litt sukces-syke og forfængelighet med selve kunsten. Og Ibsens sidste drama behandler jo samme problem; men han er væsentlig optat av modellens skjæbne.
Altsaa et aktuelt motiv. Og det er mulig at endnu den dag idag den sidste bok over Kormaks sagas motiv er uskrevet.
Ti her ligger den egentlige og virkelige og tragiske spænding gjemt mellem liv og kunst. Bare seminarister med svak hjerne kan gaa omkring og isteden gumle noget om kunst og moral.
(1918)
